Pædagog – en overset profession?

Jeg er ved at uddanne mig til pædagog. Beslutningen om at tage pædagoguddannelsen har været lidt tilfældig – og så alligevel ikke. Egentlig ville jeg gerne have læst til lærer. Men sådan noget med at rette lektier ca. hver dag (og i weekender samt ferier!) er ikke lige noget for mig 🙂 Det har jeg bare ikke lyst til – i hvert fald ikke lige p.t.

Jeg valgte så i stedet at afprøve pædagoguddannelsen. Jeg tænkte: “Hvorfor ikke? Det minder jo lidt om det at være lærer …”

Det gør det så ikke …

Jeg har en oplevelse af, at når du siger, at du er pædagog eller er ved at uddanne dig til pædagog, så siger eller tænker folk noget i stil med: “Nå, så du leger bare med børn dagen lang …” Tjah, det kan da godt være, at nogle pædagoger – eller pædagogmedarbejdere, som ikke er uddannede inden for pædagogik – blot tænker på det som leg og hygge. Men det er nu ikke sådan, jeg oplever det.

Der er mange forskellige veje at gå

Indtil videre har jeg arbejdet inden for følgende områder:

  • Børnehave
  • SFO (studiefritidsordning – 1. – 3. klassetrin)
  • Mennesker med nedsat psykisk og fysisk funktionsevne (udviklingshæmmede)

Jeg kommer også til at arbejde lidt i en vuggestue, og senere hen vil jeg muligvis gerne prøve at arbejde med udsatte unge.

Og ja … du kan også arbejde i klubber, som støttepædagog, talepædagog, neuropædagog og meget mere. Der er mange muligheder inden for pædagogfaget, og det kan jeg godt lide.

Mine tanker om de områder, jeg har arbejdet/arbejder inden for

Børnehave

I børnehaven udvikler børn sig meget. Sociale færdigheder, sproglige færdigheder og meget mere bliver for alvor udviklet. Det er også hér, at børn lærer at mobbe. Piger mobber primært verbalt (siger “onde” ting ), mens drenge er mere fysiske (slår, skubber m.m.)

Det spændende ved arbejdet med børn i denne alder er, at du som pædagog har mulighed for at påvirke børnene radikalt. Hvis det er hér mobning starter, så er det også hér, du kan gøre en indsat for, at barnet ikke udvikler sig til en, der vil mobbe andre børn i de senere klasser og senere hen i livet.

Mary-fonden har udviklet et projekt, der hedder “Fri for mobberi”, som primært er tiltænkt børnehavebørn og børn i den lave alder.

Mine tanker i forhold til dette er, at en pædagog kan gøre en stor forskel for et barns personlige udvikling på netop dette stadie. Så når jeg engang selv får børn, vil jeg ikke bare smide barnet hen i den nærmeste børnehave.

SFO – Studiefritidsordning

Når 1. – 3. klasse har fri, smutter de over i fritteren. Her finder du alt fra unge, friske pædagoger, som spiller fodbold og laver sneboldskampe med børnene dagen lang, til ældre frøkener, der kan lide at sy og lave “flotte” malerier 🙂

Det spændende ved SFO-arbejdet fra pædagogens perspektiv er, at børnene har udviklet sig en god del – fysisk såvel som psykisk. Du kan bare lave flere ting med dem i forhold til børnehavebørn.

Udviklingshæmmede

Egentlig er det ukorrekt at kalde udviklingshæmmede for udviklingshæmmede (det korrekte er mennesker med nedsat psykisk og fysisk funktionevne), men det er kortere end det, der står i parantes.

Min allerførste dag, hvor jeg fik lov til at arbejde med udviklingshæmmede, var life-changing. Jeg mødte nogle mennesker, som var ekstremt skadet både psykisk og fysisk … men alligevel var de glade. For at sige det mildt, havde de ikke mange glæder i forhold til normaltfungerende mennesker – men alligevel var der en stor livsglæde at finde hos dem.

Vi mennesker har så mange “småproblemer” – men det er INTET i forhold til det, jeg har oplevet hos udviklingshæmmende. Og på den måde har det ændret mit syn på livet. Man skal fandeme værdsætte de resurser og muligheder, man har.

Når du har med udviklingshæmmede at gøre, er begrebet “livskvalitet” essentielt. Som pædagog har du en gigantisk indflydelse på deres livskvalitet og hverdag.

Jeg har så ikke arbejdet med folk, som er 90 % lamme, sidder i rullestol 24-7 og har “underlige rør”, der stikker ud af deres krop, og hvad ved jeg … men jeg har oplevet dem på nært hold. Det er en hård oplevelse … men hvis det er hårdt for dig at se dem, hvordan tror du så, de selv har det?

Arbejdet med udviklingshæmmede fanger min interesse på især ét område: hjernen. Her kommer neuropædagogik ind i billedet. Man tager bl.a. udgangspunkt i hjerneskader, og så arbejder man pædagogisk ud fra netop dét. Eks.: Hvilke udfordringer har vedkommende? Hvilke resurser har vedkommende? Hvor og hvordan kan man gøre en indsats for at skabe en forbedring på de enkelte områder? Osv.

Du lærer en masse om, hvordan hjernen fungerer: Hvis du er skadet der og der, så påvirker det din evne til at tælle, forstå forskellige mønstre … osv. Det er super spændende, synes jeg.

Det var blot mine tanker om det at være pædagog og pædagogstuderende.

Godnat O_O

8 tanker om “Pædagog – en overset profession?”

  1. Min Kæreste er Pædago. Hun arbejder med omsorgsvigtet børn fra 10-12 års alderen og op til 18-21. Hendes boss har lagt sit eget hus til de børn på pt 6 stk. Det er hårdt dagligt at få smidt i hovdet at man er en idiot spade spasser og meget mere. Men ofte er det udtryk for de er svigtet og ikke kan eller tør binde sig til andre mere. Deres alder kan man dividere med 2 og så har man deres egentlige niveau. Succeskriteriet er at de ikke begår kriminalitet når de bliver sluset ud. Men min kæreste er glad for det !

  2. Det må være et spændende, men også et meget hårdt job. Du skal virkelig kunne sætte dig selv i respekt, sætte grænser samt lære at finde dig i verbal tilsvining. Samtidig skal du også kunne vise omsorg for unge, der kan finde på at behandle dig som skidt. Det kræver helt sikkert en hel del tålmodighed.

  3. Tak for et godt billede af hvorfor der er behov for pædagoger. Har selv arbejdet som pædagog siden 2003, men inden for feltet siden 1998. JEg har siddet hele aftenen og fået understreget min værste bekymring: Pædagoger er generelt så dårlige til at beskrive deres eget felt, så når du søger på pædagoger nu på Google ender du oftest med tilsvinende blog-posts omkring “hvor svært kan det være at skifte ble” – tja man kan vel spørge dem om de nogensinde har prøvet at gøre det på en fuldvoksen, mandlig, kørestolsbruger med voldelige tendenser på grund af omsorgsvigt og hjerneskade på grund af misbrug…
    Hvorfor er det at uvidende folk ser en pædagog som:
    Hanne, 45 år iklædt lilla ble, spiller akustisk guitar og synger kumbaya, mens hun i 20 timer om ugen leger med 4 børn og skifter ble på dem… Jeg hedder for eksempel Christian, er 31, har aldrig gået med lyserød ble, kan ikke spille guitar – men er kanon til at arbejde med børn og IT, jeg tilbringer 37 timer om ugen (minimum) med at undervise i en 2. klasse og dernæst lave pædagogiske projekter hele eftermiddagen, holde møder med bekymrede forældre, skolelærere, forskellige specialister og kollegaer. Og jeg kan godt love jer for at mine unger ville blive tossede hvis jeg prøvede at skifte ble på dem. 🙂

    PS. Har prøvet arbejdet med børn med forskellige vanskeligheder og omsorgssvigt-problemstillinger, men da jeg fik barn for noget tid siden besluttede jeg mig for at koncentrere mig om min familie istedet for – for det er et stykke arbejde som folk har at have respekt for – det er nemlig hårdere end hvad som helst folk kan foreslå mig som ikke involverer døde mennesker…

  4. Hej Christian

    Velkommen til, og tusind tak for din kommentar 🙂 Den understreger helt sikkert det, som flere tænker om pædagogfaget – desværre.

    Desværre er det også sådan, at der findes den type pædagoger, du beskriver: “Nederen Hanne” på 45, som ikke fatter en skid af anerkendende pædagogik, pædagogiske processer, pædagogisk planlægning, osv., osv.

  5. hej Jan
    Håber du har det godt.
    Jeg har et par spørgsmål med hensyn til uddannelsen, da jeg overvejer et karriere skift til socialpædagog, som nu går under pædagoguddannelsen 🙂

    Hvor meget lektier skal man læse efter skoletiden? (har normalt en travl hverdag)
    Hvor lang er skole dagen? (8.00-14.00?) eller (7.00-14.00?) hvor meget cirka?

    Det ville være en kæmpe hjælp hvis du kan svare.

    med venlig hilsen Per

  6. Hej Per

    Velkommen til, og tak for dit spørgsmål 🙂

    Mht. lektier, så afhænger det vist ret meget af, hvor du læser henne. I Kolding er det fx ikke ret meget (hvis du spørger mig), hvorimod det skulle være meget “hårdere” i Randers. Mht. hvor lang en dag er, så er det i Kolding fra 8:30-14:30 – men ofte har man fri allerede 11:15, hvor tiden så skal bruges sammen med studiegruppen.

    Prøv at kontakte dit nærmeste seminarium. Jeg er sikker på, at de kan give dig et fyldestgørende svar 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *