Hold op med at blogge så meget

Der er lidt dobbeltbetydning i dagens – eller skal man hellere kalde det for dette kvartals – indlæg. Den vakse og årvågne web-ræv har muligvis spottet, at det ikke har styrtregnet med fantastisk mange blogindlæg på BonusNinja dot net; jeg har selv lagt mærke til det. Faktisk. Men en anden ting, jeg også har lagt mærke til (her kommer den anden betydning), er opdateringsfrekvensen på andre blogs – blogs, jeg følger eller har fulgt.

For nogle måneder siden faldt jeg over et spændende blogindlæg på en USA’sk firmablog, hvor nogle kvinder skriver om SEO, internet marketing and all that. Outspoken Media hedder de. Jeg læste blogindlægget, syntes det var spændende, læste nogle flere blogindlæg, og det endte så med, at jeg hapsede bloggens RSS-feed.

Og ja … det var faktisk dér, det endte.

Siden da har det nemlig væltet ind med blogindlæg. De skriver konstant, de der SEO-kvinder. Overskrifterne er ofte bombastiske og blogindlæggene er lange. For lange. Jeg orker ikke at læse dem. Det, de skriver, er sikkert rigtig spændende, men jeg har ikke tid og lyst til at læse kilometerlange tekster hver eneste dag – også selvom de skulle være propfyldt med guldkorn. Det er i øvrigt lang tid siden jeg har spist guldkorn, mmh…

En passende opdateringsfrekvens

Jeg er mere til det stille og rolige. Cool morfar-style med noget på hjerte engang imellem blandet med lidt random “hej med dig”. Det er fint nok, hvis folk opdaterer deres blog ofte – jeg har selv “været der”. Men jeg magter ikke at følge en blog, hvor der absolut skal komme maraton-lange, “nobelpris-værdige gude-artikler” 1 gang i sekundet.

Hellere for lidt end for meget. Hellere meget sjældent end hele tiden.