Tid til at flytte? WordPress.com, WordPress.org, Blogger/Blogspot – Fordele og ulemper

I min gæstebog har jeg fået stillet et spørgsmål om, hvilke fordele og ulemper, der er hos Blogger/Blogspot, WordPress.com og WordPress.org og om det er klogt at flytte fra et system til et andet. Det er spørgsmål, jeg tidligere har måttet besvare, og nu har jeg så valgt at skrive en længere artikel, der forhåbentlig kan give dig mere indsigt i, hvad du bør gøre.

Jeg vil stærkt råde dig til at læse hele artiklen, hvis du vil have den fulde forståelse af fordelene og ulemperne m.m.

Oversigt for denne artikel

Definitioner

Definitioner
Blogger vs. WordPress.com
Bør jeg skifte fra Blogger til WordPress.com eller omvendt?
Er WordPress.org godt?
Bør jeg skifte fra Blogger eller WordPress.com til WordPress.org?
Fordele og ulemper ved gratis
Afrunding

Inden, jeg kaster mig ud i dette, skal vi lige have nogle definitioner på plads, så det hele bliver nemmere at forstå:

Definitioner

Blogger/Blogspot: Er en blog, som er hostet hos Google, og adressen vil hedde brugernavn.blogspot.com. Du kan også købe dit eget domæne til bloggen.

WordPress.com: Er lige som med Blogspot en gratis blogservice med gratis hosting hos WordPress. Bloggen kommer til at hedde brugernavn.wordpress.com, og lige som med Blogspot kan du også få dit eget domæne hertil.

WordPress.org: Er den downloadable udgave af WordPress. Du skal selv sørge for eget webhotel og domæne. I daglig tale omtales WordPress.org blot som WordPress, men for lethedens skyld vil jeg i denne artikel omtale det som WordPress.org.

Fordele og ulemper

Jeg vil her gennemgå fordele og ulemper for de forskellige muligheder. Lad os tage alt det, der er gratis først:

Blogger vs. WordPress.com

Her får du altså en blog, der enten hedder brugernavn.blogspot.com eller brugernavn.wordpress.com. Det er den helt gratis vej at gå, hvis du vil blogge. Begge systemer er lette at gå til, og skal jeg allerede nu give min ærlige mening om, hvilken en af disse to, jeg ville vælge, så falder mit valg 100 % på Blogger.

Jeg kan umuligt skrive om samtlige fordele og ulemper, for det kunne jeg bruge mange år på at skrive om; men jeg vil til gengæld prøve at highlighte de vigtigste elementer:

AdSense – På Blogger kan du have AdSense-annoncer; det kan du ikke på WordPress.com. Dette er grund nok for mig til at vælge Blogger, da jeg mener, at det er i orden at tjene penge på sin blog, hvis man som jeg er villig til at bruge meget tid på den.

Kategorier – Der er ikke noget, der hedder kategorier på Blogger. Til gengæld er der tags – hvilket der også er på WordPress.com. Det er no biggie ikke at have kategorier, men alligevel savner jeg det. Det vigtigste er, at man forstår at bruge tags (og kategorier) rigtigt; det skriver jeg et separat indlæg om senere.

Design – På Blogger er der efter min mening ikke så mange pæne designs (templates) at vælge imellem. På WordPress.com er der lidt flere og pænere designs (themes). Begge systemer tillader dog, at man kan rette i koden, men WordPress.com skuffer med, at man kun kan rette i CSS-koden og headeren (dette afhænger vistnok også af, hvilket theme, du vælger). Så er der lidt webdesigner eller programmør i dig, er Blogger det bedre valg.

Statistik – Som jeg ser det er det utroligt vigtigt at kunne måle statistik på sin blog. WordPress.com har integreret lidt “halløj”, hvor du kan se besøgstal pr. dag og andre småting. Men det er overhovedet ikke nok! På Blogger kan du tilføje din Google Analytics-kode. Google Analytics er den bedste service i forhold til webanalyse.

Statiske sider – På Blogger har du ikke mulighed for at oprette deciderede statiske sider som fx en om denne blog-side, en gæstebog eller en kontakt-side. Det kan du på WordPress.com. På Blogger må du så bare være lidt kreativ og oprette dedikerede indlæg, som du så kan sørge for at linke til fra en menu, du selv må “bikse sammen.” Update: Blogger har nu tilføjet muligheden for statiske sider.

SEOSEO-mæssigt er der fra start af ikke den store forskel på disse to systemer ud over, at du på WordPress.com kan udnytte kategorier, og så kan du også nemmere bestemme permalink (URL) for dine indlæg og statiske sider. Du kan også bestemme URL’en for dine Blogger-indlæg, hvis du følger min Blogger URL-guide, men det er en anelse bøvlet og slet ikke optimalt.

På WordPress.com er sidetitler lavet korrekt, men dette kan du også ændre i Blogger ved at følge min guide: Blogger title. Du kan generelt lave mere SEO-arbejde på en Blogger-blog, da du har adgang til hele kildekoden; dvs. du også kan ændre på din header-struktur (h1-h6-tags) og meget mere.

Bør jeg skifte fra Blogger til WordPress.com eller omvendt?

Umiddelbart nej. Har du en Blogger-blog, vil jeg i hvert fald ikke råde dig til at gøre det, men hvis du har en WordPress.com-blog, som du også vil tjene penge på vha. AdSense, så ville jeg gøre det – dog måske ikke, hvis du har mange indlæg på din blog.

Sagen er den, at hvis du vælger at skifte fra det ene system til det andet, så vælger du også at starte helt om. Jo, du kan importere og eksportere dine indlæg begge veje (du kan dog kun eksportere tekst, så vidt jeg ved), men den trust, du har opbygget hos søgemaskinerne, får du ikke med ved en flytning. Lad mig komme med et eksempel, som gælder begge veje:

Du har et indlæg på din brugernavn.blogspot.com-blog, som ranker nr. 1 på Google med nøgleordet vaskemaskiner. Når du så flytter bloggen og alle dens indlæg over på brugernavn.wordpress.com, sker dette uden en såkaldt 301 redirect, hvilket vil sige du på ingen måde kan få dine gamle indlæg på brugernavn.blogspot.com til at få samme Google-placering, PageRank eller backlink-profil på brugernavn.wordpress.com.

Ydermere: Hvis du blot importerer alle dine gamle indlæg til det andet system uden 301 redirect (som i øvrigt ikke er muligt hos begge systemer) laver du faktisk bare en direkte kopi af det andet site … og det er decideret skadeligt i forhold til SEO (det kaldes duplicate content). Du kan selvfølgelig vælge at slette indlæggene på den gamle blog; men hvorfor i alverden ville du gøre dét? Det ville være direkte tåbeligt.

Konklusion: Lad os bare blive enige om, at det er en lose-lose situation, uanset hvordan du vender og drejer det. Har du fx en WordPress.com-blog, som ikke har forfærdeligt mange indlæg, så kan du godt importere indlæggene over på Blogger, men så skal du også sørge for enten at lave links fra hvert eneste gamle indlæg til det nye indlæg (jeg kan dog ikke love, at det vil gavne dig), eller også skal du blot helt slette den gamle blog.

Er WordPress.org godt?

Kort sagt: WordPress er uden tvivl verdens bedste og mest anvendte bloggingsystem. Det største onlinemagasin for webdesignere og deslige, Smashing Magazine, bruger WordPress. Ford Motor Company bruger WordPress. Det er vejen frem. Mulighederne er uendelige – både designmæssigt og SEO-mæssigt. Der er så ekstremt mange forskellige gratis themes, widgets og meget mere guf. Bedre bliver det ikke.

Bør jeg skifte fra Blogger eller WordPress.com til WordPress.org

Nu kender du nogle af fordelene og ulemperne for de forskellige muligheder. Hvis du kører gratis-stilen med enten WordPress.com eller Blogger, så er det altså WordPress.org, du skal skifte over til, hvis du altså vil skifte og hvis det kan betale sig at skifte.

Det er svært at give et entydigt råd, for rigtig mange faktorer spiller ind. Har du en blog, der ikke indeholder særligt mange indlæg, så er svaret nemt: Ja! Skift nu! Det kan ikke gå hurtigt nok.

Har du til gengæld en blog med rigtig mange indlæg, så bliver det straks sværere for mig at give et råd, som du kan blive tilfreds med. For ved et skift fra gratis hosting kan du – som jeg også har nævnt i tidligere eksempel – ikke lave 301 redirects fra den gamle blog til den nye. Det er altså rigtig ærgeligt, for så skal du på en måde starte helt om. Du kan med andre ord på ingen måde overføre din gamle blogs værdi (backlink-profil) over på den nye.

Alternativt kan du beholde din gamle gratis-blog med alle indlæg, og begynde en ny blog med friske indlæg på dit eget domæne og dit eget webhotel.

Fordele og ulemper ved gratis

Den eneste fordel ved gratis er, at det er gratis. Resten er desværre kun ulemper. De to altoverskyggende ulemper ved de to nævnte gratis-services er som følger (og husk, at dette som regel også gælder for alle udbydere af gratis blogs, fora og hjemmesider):

1. Ingen 301 redirects: Ved flytning fra et gratis system til et andet system kan du ikke beholde din PageRank eller din backlink-profil (indgående links fra andre sites til dit nye site) fra det gamle site. Har du brugt lang tid på at linkbuilde eller har du på anden vis opnået nogle gode placeringer med nogle af dine indlæg, vil du altså miste al den tid, du har lagt i den del af SEO-arbejdet.

2. Ulempen over dem alle: Du bestemmer faktisk ikke over, hvad der i fremtiden skal ske med din blog; det gør udbyderen!

Med andre ord: Udbyderen (Google el. WordPress) kan LUKKE DIN GRATIS BLOG UDEN VARSEL!

Hvad synes du om det?

Jeg kender personligt ikke nogen, der har været udsat for dette, men jeg har læst om, at det er sket for nogle. Udbyderne af disse gratis services bestemmer reglerne for, hvad du må og ikke må på din gratis blog, og de kan ændre reglerne som de vil. De kan lukke deres service helt, og de kan lukke din blog til hver en tid. Du har intet at sige … Det er da lidt “uhyggeligt”, er det ikke? Alene den tanke skræmmer mig, og derfor ville jeg nok aldrig kunne finde på at starte et seriøst projekt hos en gratis-udbyder af blogs, fora eller hjemmesider.

Jeg siger altså slet ikke, at du ikke er seriøs med din blog, hvis du har valgt at gå gratis-vejen. Jeg siger bare, at jeg personligt ikke ville turde at gå den vej igen. Det får mig til at tænke på, da Yahoo! GeoCities her i slutningen af 2009 lukkede for deres gigantiske, gratis hjemmeside-service, der indeholdt intet mindre end 38 mio. hjemmesider. GeoCities har ellers eksisteret siden 1994 …

Afrunding

Hvis ikke du synes, du har fået klart svar, så har du forhåbentlig fået noget at tænke over. Jeg har fremlagt tingene som de er, og det er nu op til dig at bestemme, hvad du vil gøre. Jeg vil til en hver tid anbefale, at du downloader WordPress og køber eget domæne samt webhotel; det er ikke spor dyrt, og mulighederne er så ekstremt mange, når du har “dit eget sted”. Det er dog ikke alle, der har behov for “alt”, og hvis du kan gå med til gratisudbydernes regler, så er Blogger også et o.k. valg, hvis du spørger mig.

Jeg håber, du kunne bruge min artikel 🙂

Læs også min Blogspot/Blogger SEO-guide og min artikel om blog-kommentarer.

15 tanker om “Tid til at flytte? WordPress.com, WordPress.org, Blogger/Blogspot – Fordele og ulemper”

  1. Jeg har nu læst det hele – og jeg kan se at det for mig ikke kan betale sig at skifte 🙂

    Mange tak for dette blogindlæg – og så endda så hurtigt :)!

    Du er en af mine få guder, EkstraMisurugi.

  2. Hah! 😀 Jamen det er en fornøjelse at kunne hjælpe! Du spørger bare løs, hvis der er andet, du vil vide 🙂

    Jeg bør nok lige nævne, at det måske alligevel ER muligt at lave 301 redirects fra Blogger, men jeg er ikke 100 % sikker; måske gælder det kun, hvis man har bloggen liggende på egen webserver (hvilket ville give mening) … men jeg aner det ikke, og har heller ikke intentioner om at finde ud af det. Jeg har googlet det meget hurtigt, og det lader til, at der er nogle muligheder; men det er vist ret besværligt. Hvis der er andre, der har indsigt i dette, så smid gerne en kommentar.

  3. Har ikke læst hele din guide, men det står mig tydeligt, at jeg ikke har behov for/udnytte af at skifte min Blogger-blog til WordPress.

    Nogle år tilbage forsøgte jeg at eksportere min blog over til det andet system, men det viste sig hurtigt at være en meget bøvlet affære. Det kunne simpelthen ikke betale sig, især ikke taget mine mange indlæg i betragtning. Faktisk har jeg det ganske fint med min gratis Blogger-blog, især efter at jeg de seneste år har fiflet en lille smule med layoutet.

    Der er dog ingen tvivl om, at hvis man virkelig er seriøs og professionel, så sætter man sig ned og får lavet en ordentlig WordPress-blog. Dette kræver dog, som jeg anskuer det, både tid, evner og penge. Især sidstnævnte bryder jeg mig ikke om, så derfor er Blogger en fin service for mig.

  4. Hej Leoparddrengen, og velkommen til 🙂

    Tak for de pæne ord. Og ja, jeg havde egentlig godt set, at Blogger har tilføjet muligheden; det må glæde en masse blogejere. Men tak fordi, du minder mig om det. Havde helt glemt, at jeg havde skrevet om det i denne guide.

    Jeg skal da vist lige tage et nærmere kig på din blog 🙂

  5. Hej

    Tak for de rigtig fine artikler om blogger SEO. Jeg har selv flere blogs på blogger, og er meget tilfreds med dem. Har dog efterhånden svært ved at gennemskue SEO til præcis blogger, hvorfor jeg har fundet dine indlæg meget relevante og inspirerende.

    Tak, og “keep up the good work”

  6. Hej Bonusninja

    1000 tak for din guides vedr. seo og blogger. Jeg har en blog på Blogger og har haft den i 4 år og har næsten 500 indlæg, men står alligevel og er i tvivl om jeg skal skifte til WordPress.com som blog da jeg synes at deres apps til iPhone og iPad virker langt bedre, med langt flere muligheder. Det virker som om WordPress er meget mere oppe på mærkerne i forhold til nye muligheder og teknologi (eller tager jeg fejl). De udvikler mere på deres app virker det som om.

    Blogger er for mig at se gået helt i stå og der sker ikke nogen udvikling på deres site og/eller deres app (“Blogger”)

    Hvad er din holdning/kommentar i forhold til skift fra Blogger til WordPress når man tager de respektive apps med i betragtning (den vinkel synes jeg du mangler i din vurdering)?

    På forhånd tak

    Lars Kudsk
    http://www.jegerlober.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *