En blog-kommentar er ikke bare en kommentar

Kommentarerne på din blog er med til at skabe kommunikation mellem dig og dine læsere. Bloggen er din kanal, hvor du kan ytre dig om det, du nu blogger om. Lad være med at dumme dig – undervurder ikke kommentarerne!

Desværre ser jeg til stadighed, fra tid til anden, blog-ejere, som ikke har forstået det der med kommentarer. Jeg vil tillade mig at give dig et indspark, som måske kan give dig større indsigt i en vigtig del inden for blogging. Hermed en række tips til, hvordan du kan få mere ud af kommentarer på din egen blog.

Oversigt – Tips og tricks i forhold til blog-kommentarer

Har du overhovedet en kommentar-funktion?
Gør seneste kommentarer synlige
Det er altså ikke kun læserne, der skal kommentere
Byd nye læsere velkommen
Vær venlig eller i værste tilfælde neutral
Pas på med kommentarbedømmelse og irriterende spam-beskyttelse
Slet spam med det samme
Slet ikke andres kommentarer
Overvej at fjerne nofollow
Giv dine læsere mulighed for at abonnere på kommentarer
Adskil trackbacks og kommentarer

Har du overhovedet en kommentar-funktion?

Måske er du doven – du orker enten ikke at læse andres kommentarer eller at kommentere på dem. Min mening om dette:

En blog uden en kommentar-funktion er ikke en rigtig blog!

Måske er du bange for at få negative kommentarer? Vil det sige, at du ikke står ved det, du skriver om? Vær ikke bange – hav tiltro til dig selv! Negative kommentarer kan altså ikke undgås; de kan måske endda vendes til din egen fordel! Men hvorfor tænkte så negativt? Tænk på alle de positive kommentarer, du kan få!

Der er kan være flere grunde til, at folk helt udelukker kommentarer. Det er synd, for fordelene er mange!

Gør seneste kommentarer synlige

Anskaf en seneste kommentarer-widget eller gør de seneste kommentarer synlige på en anden måde. Husk, at det ikke kun er dine seneste indlæg, der bliver kommenteret på. Læsere kommenterer også på dine indlæg fra sidste måned, sidste år osv. Men hvis det kun er dig selv, der kan se, når der bliver kommenteret på ældre indlæg, går du altså glip af endnu flere kommentarer og muligvis en kontinuitet i form af genoptagelse af en spændende debat.

Jeg har oplevet mange tilfælde, hvor en supergod debat er blevet genoptaget eller hvor en læser har formået at kaste nyt lys over et emne, som så er blevet diskuteret videre af flere læsere. Dette vil ikke kunne lade sig gøre på din blog, hvis seneste kommentarer ikke er synlige!

Det er altså ikke kun læserne, der skal kommentere

Det værste, jeg ved, er når en blog-ejer ikke svarer tilbage. Jeg synes, det er dårlig stil, når blog-ejeren ikke er “til stede” på sin egen blog. Hvis du kommenterer, ja på selv korte eller lidt ligegyldige kommentarer, viser du dine læsere, at der sker noget på din blog, at der er liv i den og at du værdsætter den tid, dine læsere har brugt på at læse dine indlæg og komme med deres input.

Vær til stede i stedet for bare at glo på, hvad andre skriver. Jeg prøver for så vidt muligt at skrive et “tak”, “hej” eller whatever til de, der kommenterer på min egen blog. Det har jeg altid gjort ganske ubevidst, og jeg indså først vigtigheden af dette, efter jeg selv mange gange havde kommenteret på en blog og blev fuldstændig ignoreret. Det er ikke sjovt at føle sig ignoreret …

Byd nye læsere velkommen

Det er god skik at byde nye læsere velkommen. De har brugt tid på din blog, og det mindste, du kan gøre er, at sige “hej”, “velkommen til min blog” eller hvad der nu passer bedst for dig.

Vær venlig eller i værste tilfælde neutral

Vær venlig. Det er selvfølgelig op til dig selv, men i værste tilfælde – hvis du får en “irriterende kommentar” – synes jeg, du bør overveje, om det ikke er værd at forholde sig neutralt (eller positivt, hvis du er i stand til det). Hvis en fast eller ny læser skriver en enkelt negativ kommentar, synes du så det er det værd at skræmme vedkommende og måske endda andre læsere væk ved selv at være negativ?

Pas på med kommentarbedømmelse og irriterende spam-beskyttelse

Ib Potter har skrevet et godt indlæg om, hvordan kommentarbedømmelse hæmmer en ongoing debat på blogs. Du kan læse det her: Ingen kommentar!!! Drop kommentarbedømmelse, medmindre du er online 24/7! Det er virkelig irriterende. Brug i stedet et godt spam-filter, fx Akismet, hvis du bruger WordPress (det følger med en standard WordPress-installation, men skal aktiveres) eller en CAPTCHA, som er nem at aflæse.

Undgå i øvrigt også at besværliggøre udfyldningsprocessen i dit kommentarfelt. Det skal være simpelt og nemt. På visse Blogger.com-blogs skal man eks. have en Blogger-profil eller en Google-profil blot for at kommentere. En sådan barriere reducerer uden tvivl antallet af kommentarer, og det er der jo ingen pointe i. Det bør være nok at udfylde navn og e-mail.

Overvej også, om du skal gøre det klart over for læseren, at e-mail-adresser ikke bliver offentliggjort. Jeg har faktisk oplevet, at nogle ikke “tør” kommentere, fordi de ikke lige har kunnet se, om e-mail-adresser bliver synlige eller ej.

Slet spam med det samme

Hvis du er så uheldig at få spam-kommentarer, så slet dem omgående! De skader din blogs placering i søgemaskinerne. Og ærlig talt, så er det knap så fedt at se på links à la http://www.do-you-want-a-large-one.com/ osv.

Slet ikke andres kommentarer

Vil du virke dybt utroværdig, så slet da de kommentarer, du ikke kan lide. Møder du rascistiske eller ekstremt stødende bemærkninger, bør du naturligvis kraftigt overveje, om de skal slettes. Men at slette en kommentar bare fordi, du ikke bryder dig om den – det kommer du virkelig ikke langt med. Kort sagt: lad være!

Overvej at fjerne nofollow

Jeg har før skrevet om dofollow og nofollow. Kort sagt handler det om at give linkjuice til de kommenterende. Der findes mange måder at gøre det på i WordPress: Det kan fx gøres med Nofollow Case by Case eller med CommentLuv.

Bruger du Blogger, skal du fjerne nofollow manuelt. Lær hvordan: Removing nofollow from Blogger-styled layouts.

Giv lidt linkjuice: Fjern nofollow, og få flere kommentarer.

Giv dine læsere mulighed for at abonnere på kommentarer

Hvis du bruger WordPress, vil jeg foreslå dig at bruge Subscribe to comments. Med dette plugin kan dine læsere – via e-mail – abonnere på kommentarer for de indlæg, de gerne vil følge med i. Alternativt kan du gøre linket til dit kommentar-feed synligt (gælder også kun WordPress). Dette findes på din-blog.dk/comments/feed.

Dette er ikke så vigtigt igen, men det er en god service at tilbyde dine læsere.

Adskil trackbacks og kommentarer

Får du rigtig mange trackbacks, kan det være en god ide at adskille dem fra kommentarerne. Alternativt kan du deaktivere trackbacks helt. Ikke alle ved, hvad trackbacks og pings er, og derfor kan en masse trackbacks blandet ind i kommentarer være en forvirringsfaktor for dine læsere. Adskil eller deaktiver, hvis det står “slemt” til.

Linker du heftigt internt, bør du overveje WordPress plugin’et No Self Pings. Med dette plugin undgår du ganske enkelt at pinge dig selv.

Tak fordi, du læste med. Jeg håber, du kan bruge nogle af disse tips. Du er meget velkommen til at kommentere for lystens skyld eller hvis du har rettelser eller tilføjelser.

Jan

18 tanker om “En blog-kommentar er ikke bare en kommentar”

  1. Nu har jeg jo blogger, så der skal man jo desværre have en bruger i forvejen. Jeg overvejer dog at flytte over til f.eks. WordPress, ved du om der er mulighed for at bibeholde sine indlæg og kommentarer?

    Men jeg er glad for de her guides, kan se at jeg allerede overholder det meste 🙂

  2. Dejligt, at du er glad for mine guides 🙂 Man kan sagtens aktivere anonyme kommentarer i Blogger. Så kan alle kommentere.

    Mht. Blogger og WordPress, så kan du sagtens flytte dine indlæg, men billederne skal du overføre manuelt (medmindre overføringsfunktionen er blevet bedre siden sidst, jeg prøvede).

    Problemet ved at flytte fra Blogger til WordPress er, at du ikke kan lave 301 redirects fra de gamle indlæg til de nye. Så du får dermed ikke overført linkjuice fra din gamle blog; du starter faktisk forfra.

    Er det WordPress.org (altså den udgave af WordPress, du kan downloade og installere) eller er det WordPress.com du har tænkt dig at bruge? For hvis du vil skifte til WordPress.com, vil jeg ikke anbefale dig at skifte platform.

  3. Det har jeg ikke lige overvejet, men hvis det bliver aktuelt, så bliver det da nok WordPress.org 😉

    Ah ja, tror faktisk at jeg har aktiveret anonyme kommentarer, nu jeg tænker mig om 😛

  4. Selv er jeg rigtig glade for kommentarer på min egen blog, selvom jeg desværre ikke har så mange af dem.

    Noget, der dog irriterer mig, er min “Seneste kommentarer”-widget, som bliver hosted af en eller anden 3. part. Ofte virker denne ikke, hvilket medfører et tomt felt. Google/Blogger har nemlig ikke nogen officiel måde at lave sådan widget …

  5. Hey dude, super godt indlæg du fik skrevet her..

    Er dog stadig uenig med dig og Ib Potter omkring kommentar-bedømmelse. Jeg har den politik, at er det første gang du kommenterer på min blog, må du vente til den er godkendt – efter første gang skal den ikke godkendes mere. Det kører jeg med af 2 årsager:
    1) Min blog er meget lille og modtager meget få kommentarer – så det er ikke det store arbejde.
    2) En stor del af de kommentarer jeg får, er “legitimt spam”, folk der kommenterer for at få link-juice. Jeg gider bare ikke have en masse kommentarer liggende, skrevet af “Buy Pills Online”, som blot siger noget ala “Nice post, I agree with you. Cool” – og netop dette fanger hverken Akishmet eller Captcha ikke.

  6. @Dude
    Underligt, at Akismet ikke fanger den slags hos dig. Jeg synes også, at førstegangsgodkendelsesfunktionen (hold kæft et ord) er super fed. Den brugte jeg også, da jeg startede bloggen op på WordPress, men sidenhen har jeg droppet den, for Akismet fanger stort set alt, og størstedelen af mine besøgende finder min blog via Google (dvs. der er mange førstegangsbesøgende), og hvis de får kastet en “din kommentar afventer godkendelse”, tror jeg bare ikke, de er lige så villige til at vende tilbage til bloggen.

    @Gustav
    Det er også dybt beklageligt, at Blogger ikke har udviklet en latest comments widget :/ Vi må bare håbe, det ændrer sig. Nu har de jo implementeret en more-/jump break-funktion, så mon ikke også der kommer en latest comments … 🙂

  7. Super indlæg – og jeg er helt enig på alle punkter.

    Jeg får rigtig mange kommentarer – og det gør det hele meget mere værd for mig. Det er sååå sjældent der er en SPAM der ryger igennem – og jeg har endnu kun slettet en enkelt kommentar, da han gik hen og blev personlig aggressiv overfor en anden kommentator.

    Jeg synes også kommentarer siger noget om en blogs “troværdighed”. En blog hvor andre “gider” bruge tid på at forholde sig til indholdet – og skrive – må være værd at forholde sig til.

    @Lukas – du vil elske WordPress. Startede selv på Blogger i 2005 men konverterede snart til WordPress. Love at first sight 😉

    Venligst
    Potter

  8. Pingback: 2,000+ Free iPhone Wallpapers!
  9. Wauw. Min første spamkommentar. siden jeg installerede WP Captcha-Free

    Linket til love-temple.info/iphone_wallpapers/index.php er fjernet. *Fnis*

  10. Pingback: Phpdug
  11. Hej Klaus 🙂

    Jeg er – som blogejer – i hvert fald rigtig glad for (relevante) kommentarer (hvis det var sådan, din kommentar skulle forstås.

  12. Hej Camilla

    Velbekomme! Jeg har tilfældigvis set dine fotos på et tidligere tidspunkt … hold kæft, hvor er de lækre 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *