23. februar 2010

Interview med pro blogger Anette Tvedergaard

Anette Tvedergaard Madsen er mor til 2, og så lever hun af at blogge. Hun ejer virksomheden BlogBusiness ApS, og herunder driver hun de to blogs BabyBusiness.dk samt JuniorBusiness.dk.

Hvordan ser en pro bloggers hverdag ud? Hvor kommer pengene fra, og hvad skal der til for, at du selv kan blive pro blogger? Alt det kan du læse mere om i mit interview med Anette.

København, d. 21. februar 2010

Hvad er definitionen på en pro blogger? Kan man kalde sig pro blogger, hvis man fx har et andet arbejde eller er under uddannelse ved siden af? Hvad skal der efter din mening til for, at man kan kalde sig pro blogger?

Må indrømme, at jeg er gået efter sportsverdens definition af pro vs. amatør. Dvs. om du lever af det du beskæftiger dig med – eller ej. Pro højner ikke nødvendigvis arbejdets kvalitet. Der findes givetvis amatør bloggere (og sportsfolk), som gør det bedre end de pro. De har bare ikke valgt at leve af det.

Ikke mange (nogen?) pro sportsfolk har tid til at have arbejde ved siden af… Men i teorien kunne jeg lave mange ting, som er nært beslægtede med mit primære erhverv. Jeg kunne f.eks. holde foredrag om blogging, afholde kurser i blogging, skrive klummer om blogging, skrive en e-bog om blogging, iværksætteri eller lign. Det kan jeg bare ikke finde tid til!

Jeg vil hellere blogge. Komme tættere på mine læsere. Skrive til dem. Møde dem live. Knytte relationer. F.eks. ved kommende BabyBrunch i Tivoli – et læserarrangement for mødre med babyer i Tivoli i marts og april 2010.

Hvordan ser en normal arbejdsdag ud for dig? Hvad tid starter den, hvornår slutter den, og hvad er det, du helt præcis laver?

Jamen, her vil jeg gerne skrive, at jeg møder sent og lukker tidligt ned, fordi jeg også har så meget andet i livet end mit arbejde. Det har jeg også! Men jeg arbejder ikke få timer på ugebasis. Kort tid endnu har jeg ikke skolebørn, så vi giver os god tid om morgenen, og jeg sidder klar til start ved pc’en kl. 9. Første heat slutter kl. 15.30-16. Så er jeg slem til at arbejde igen fra kl. 20 til 24. Ikke noget jeg er stolt af. Det sker ikke hver dag. Men ofte…

Mit arbejde er også min hobby, og derfor føles det ikke som surt arbejde. Tværtimod. Jeg sprøjter jo heller ikke blogindlæg ud 8 timer i træk. Megen af min arbejdsdag går med at researche – læse nyhedssites og blogs om blogging samt trends inden for børneverden, kommunikation med samarbejdspartnere og annoncører, skrive nyhedsbreve, kommentere på andre blogs, udtænke nye tiltag på mine blogs etc.

Og så bruger jeg også en del tid på ren interesselæsning… Så jeg arbejder altså ikke 100% for mit firma hver gang jeg sidder ved pc’en.

Hvordan tjener du egentlig penge? Er det via Google AdSense, affiliate-aftaler, eller noget helt tredje? Og hvad har indtil videre har været mest indbringende?

Som de fleste andre medier – fysiske som online – er mine blogs annoncefinansieret. Min indkomst kommer fra Google AdSense, affiliate aftaler og generel online markedsføring. Mest indbringende har til dags dato været AdSense, men i takt med, at flere opdager affiliate skal det nok blive en endnu større del af min indkomst.

Hvordan kan man tjene mere end 10 kr. på Google AdSense? Det kan du, når du har mange læsere. Og de læsere er på jagt efter det du skriver om. I den situation giver indholdsrelaterede annoncer god mening (læs: god indtjening).

Google AdSense er imidlertid ikke svaret på alle nonnens bønner. Der er mange sites, der har mange flere læsere end mig, men som ikke tjener på Google AdSense. Det er typisk fordi læserne der har et helt andet ærinde end søge et og andet produkt. Eks. et socialt forum. Disse har ofte en lavere konverteringsrate end sites med shoppingtips, som er en væsentlig del af mine blogs.

Har du nogensinde tænkt: “Det her klarer jeg bare ikke.”? (Hvis ja, hvad gjorde du så for at komme på rette spor igen?)

Min ”negative side” har primært tænkt:

  • Hvor er det frustrerende, at (annonce/producent) markedet bare ikke er klar til markedsføring i blogmediet.
  • Hvor er det frustrende, at de fleste ikke vil betale for den enorme markedsføringsværdi, som jeg kan skabe for deres forretning/produkt

Men det er jo så mig, der skal være bedre til at få markedet til at se lyset! Omend det til tider kan være trættende at forklare og eksemplificere. Især over for personer, der ikke har respekt for dit arbejde, og ikke kan begribe, hvorfor jeg ikke kan arbejde gratis.

Det jeg “bare ikke klarer” i årevis er at jonglere to blogs alene. Det blev jeg meget bevidst om i løbet af mit første år som selvstændig (2009), hvorfor jeg også pr. 1. januar 2010 valgte at ansætte en projektleder. Det har været en stor fornøjelse at have en medarbejder!

Har også planer om at ansætte skribenter. Så må det briste eller bære. Jeg hverken kan eller vil arbejde en vis del ud af bukserne uden at vækste i det tempo og med den volumen, at det bliver rigtig stort og sjovt. Der skal flere arme til. Det koster penge at tjene penge – er min overbevisning. Det er en satsning at ansætte medarbejdere. Måske kan det ikke løbe rundt. Men det vil heller ikke fungere for mig i årevis at være alene på skansen med samtlige af de opgaver, som det kræver at drive forretning, på eget bord.

Hvilke 3 råd ville du give en person, som overvejer at blive pro blogger, og hvad mener du, der skal til for, at man kan få succes som pro blogger?

Jeg forsøger, at det ikke kommer til at lyde som en kliché, men alligevel…:

1. Vær flittig. Du (og andre – f.eks. i form af gæstebloggere) skal generere en masse indhold på din blogs. Jeg havde BabyBusiness.dk som hobbyblog et par år, før jeg tog springet som pro. Dermed havde jeg set “bevis” på, at det her kunne vækste.

2. Du skal appelere til en procentvis stor målgruppe. Især hvis du skriver på dansk. Der er ikke mange andre, der læser dansk end danskere… Så du tjener næppe de store penge ved at blogge på dansk om et smalt emne som… langhårede gravhunde

3. Det er ikke nok at være god til at skrive for at være pro blogger. Du skal også have næse for at netværke og – eller mulighed for at udlicitere – salg, markedsføring, SEO, teknisk kunnen som eks. opdatering af WordPress og installering af plug ins.

Hvad synes du egentlig om selve ordet “pro blogger”? Lyder det ikke sådan lidt fancy eller smart? :-)

Jo, det kan være. Har kopieret jobbetegnelse fra USA, hvor ”pro blogger” har været et professionelt erhverv i årevis.

Hvor bliver du klogere henne i forhold til pro blogging?

Daily Blog Tips

ShoeMoney™

John Chow

Murray Newlands

Er der en TeenBusiness eller SeniorBusiness på vej? Med andre ord: har du nogle nye projekter/blogs undervejs, eller er planen, at du skal holde dig til dine to nuværende blogs?

Uh ha, jeg har masser af ideer til gode blogs. Har også købt et par domæner eller tre… Men endnu har jeg ikke ressourcerne hertil. Kommer forhåbentlig i løbet af året. Og så skal jeg nok give lyd! 😉

Og det var så ordene fra Anette. Hvis du selv har en drøm om at blive pro blogger, håber jeg, at dette interview kan inspirere dig :)

13 mennesker har kommenteret “Interview med pro blogger Anette Tvedergaard

  1. Fedt interview 😀

    Det kunne være fedt at leve af at blogge… Men det sker nok desværre ikke 😛

    Jeg undrer mig dog over noget i interviewet, hvis man “arbejder” så mange timer om dagen, hvorfor er der så ikke flere blogindlæg end der er?

    Men som sagt, cool interview ;)!

  2. Jannich siger:

    Interessant at læse en danskers erfaringer omkring det at leve af sine blogs. Jeg gad nu godt vide hvor meget hun, sådan i gennemsnit, tjener om måneden. :-)

  3. Gorm Casper siger:

    Godt interview! Studser dog over at hun ikke kommer ind på kvaliteten af selve indholdet… Det ville nok svare på Lukas’ undren over hvorfor der ikke kommer et ton indlæg ud af hende per dag… At skrive godt og relevant tager tid.

    De blogs jeg selv abonnerer på er også alle sammen (på nær hacker news) blogs med meget få indlæg per uge.

    Forresten Jan, du fik ikke lukket din UL…

  4. BonusNinja siger:

    @Lukas
    Som Gorm nævner, handler det også om at levere indhold af en hvis kvalitet. Jeg har ikke selv spurgt ind til kvaliteten, men en del af tiden bliver brugt til research, og i det ligger det – sådan som jeg læser det det – implicit, at kvaliteten er vigtig.

    Der er mange “jeg vil tjene penge på at blogge”-folk, som spytter en masse lavkvalitetsindlæg ud blot for at ranke godt på udvalgte søgeord; og det er ikke lige den stil, Anette kører.

    @Jannich
    Det ville selvfølgelig være interessant at høre, hvor mange penge det egentlig drejer sig om – men jeg har med vilje ikke spurgt ind til dette, da jeg er ret sikker på, at jeg ikke ville få et svar (jeg ville heller ikke selv svare på det) :)

    @Gorm
    De fleste af de blogs, jeg abonnerer på, er også kun med få indlæg om måneden. Og tak for rettelsen mht. < ul > :)

  5. Tak for jeres kommentarer. Det er sjovt at læse med fra sidelinjen.

    @Lukas – det er http://www.babybusiness.dk og http://www.juniorbusiness.dk, som er mit levebrød – og derfor der jeg lægger min energi. Håber at jeg snart får mere tid til at skrive på min “hyggeblog” http://www.blogbusiness.dk, for der kan skrives masser af gode blogindlæg i den retning.

    Jo, jo – kvalitet er bestemt ikke uvæsentligt. Det antog jeg nok var implicit. “Spamblogs” tror jeg ikke på har en lang levetid.

    @Jannich – kan godt forstå, at du er nysgerrig på indtægtsfronten. Jeg kan leve af det! Nærmere vil jeg ikke komme det, for så bliver det hurtigt til en laaang diskussion om, hvorvidt det er godt/ikke godt – burde være højere/lavere osv.

    @Gorm – håber snart at komme op på “få men gode” indlæg på BlogBusiness,dk. :-)

  6. Ganske spændende læsning — jeg vidste faktisk ikke, at der var nogen i DK, der levede af ren blogging.

    Jon Lund, afgående formand for FDIM, spåede jo bloggen til at være et døende medie for ikke længe siden, men det går den stik modsatte vej, viste hans seneste analyse. Der bliver flere og flere, og flere og flere læser dem.

    Så må vi se, om mediebureauerne og annoncørerne begynder at ta’ mediet mere alvorligt. Det afhænger jo nok af en gode case eller to.

    Alt godt,

    Kasper Bergholt

  7. BonusNinja siger:

    @Anette
    Til din kommentar mht. indtjening: Ja – hvis du kan leve af det, så er det jo super! Det er vel nok det vigtigste. Og hvis du bliver ved og ved med at blogge, kan du nærmest ikke undgå at skabe vækst. Som Rosenstand også har sagt i et podcast, kan det snildt lade sig gøre at tjene flere tusind kroner om måneden, hvis bare du nikker den en skalle en 4-5 timer om ugen. Det kan jeg selv bekræfte.

    @Kasper
    Jeg har heller aldrig hørt om andre end Anette, der lever af ren blogging. Men jeg er overbevist om, at der findes andre … De holder det bare for sig selv.

    Jon Lunds “spådom” har jeg altid synes, er helt hen i vejret. Jo – der var en overgang, hvor mange måske troede, at mikroblogging er “den nye blog”, eller hvad ved jeg. At blogs skulle være et døende medie er lige som at sige, at fora eller hjemmesider generelt er døende.

  8. Hej Anette og Jan
    Synes det var et superinterview.

    Med hensyn til mængden af indlæg har jeg også hørt andre steder at der skal blogges hver dag og helst flere gange om dagen.

    Jeg er dog af den overbevisning at ingen har tid til at læse så mange indlæg – især hvis man abonnerer på flere blogs.

    Jeg tror en af grundene til at din blog har en rigtig stor chance for at overleve er at den er så alsidig som den er.

    Jeg læser sjældent indlæg om tøjsalg og produkter, med mindre de lige fænger som noget helt nyt. Til gengæld finder jeg flere af artiklerne om opdragelse, sukker, fødsler og andet, som mere handler om rollen som mor, forælder, livsstil m.m. totale must reads. Andre vil gøre lige modsat.

    Det er en kunst, mange der gerne vil blogge og leve af det kunne gøre efter. Finde nichen/rammen og så virkelig finde kvalitet til alle hjørner af nichen.

    Alt det bedste
    Sophie

  9. BonusNinja siger:

    Hej Sophie

    Velkommen til!

    Jeg foretrækker også helt klart at læse indlæg af ekstra høj kvalitet, hvor det fremstår tydeligt, at bloggeren har givet sig tid til at skrive noget ordentligt. Og jeg deler også din holdning om, at få har tid og lyst til dagligt at læse en masse indlæg fra samme blog. Men det kommer også an på, hvad bloggen handler om; driver du en nyhedsblog, er det jo nærmest et must, at den bliver opdateret hyppigt.

    Dog har jeg også den erfaring, at hvis du virkelig vil øge din indtjening via eks. annonceindtægter, så skal der også skrives meget og ofte. Et enkelt indlæg om ugen rækker bare ikke; i hvert fald ikke i mine øjne. Derfor mener jeg, det også kan være godt at sprede sine “interesser” over flere blogs.

  10. Janno siger:

    Meget interessant interview, og godt emne at tage op…

    Det der internet er der ikke også noget om at det bare er en døgnflue og er dødt om et par år?
    Der er da vist stort set ikke nogen der gider bruge deres tid på det…
    Den slags udtalelser er der mange af, men lad dog pessimisterne hygge sig hvis de så gerne vil. :)

    Man kan også benytte en kombination af rigtigt mange indlæg og en del rigtigt gode af slagsen der tiltrækker lidt interesse.
    Det handler så bare om at finde en god balance, men at leve af en fast læserskare som vel er det der definerer en blogger er ikke helt nemt, det kræver trods alt en vis volumen.

  11. BonusNinja siger:

    Tak :)

    Og ja, det er en fin kombination, du beskriver. Balance is key :)

  12. DC siger:

    Det du skriver Sophie, om at ramme alle hjørner af en niche er et super tip – det vil jeg selv bruge! Mht. antal blogge man skal poste har jeg hørt en gylden regel om at poste mindst hver 3. dag. Da det kan være tidskrævende at smide en masse postes hver dag synes jeg ideen om at ansætte andre til at skrive indlæg er en super god ide. Fedt indlæg :)

  13. Fedt fedt interview – er selv gået igang med at blogge om raw food så cool at høre fif fra en pro-blogger. En af de ting jeg har erfaret er at det er værd at inverstere tid i backlinks; altså tilmelde sin blog til diverse blog kataloger + også skirve artikler om sit emne og udgive i artikel kataloger; på den måde kan man fange flere læsere end hvis man kun poster via sin blog.

    Glæder mig til at læse din blog Anette :)

Skriv et svar til DitteChristina Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>